Flere af boligerne kunne være fra 4 – 10 

kvm., og der var koldt om vinteren i de 

spinkle bræddeskure og varmt om somme-

ren. Flere af skurene voksende ved knop-

skydning, så der måske blev plads til lidt 

møbler og en dug på bordet samt en dob-

beltseng, og havde man et køkkenbord på 

mere end et par kvm. og måske et komfur, 

så var man flot kørende. Toiletforholdene 

deltes med andre og var oftest blot en hul i 

jorden og drikkevandet var ofte okkerfar-

vet, hvis ikke man kunne hente forsynin-

ger hos den nærmeste gård. Andre lejede 

og delte et værelse hos omegnens beboere 

og pensionater, men der var tale om klon-

dykelignende tilstande i området. En stor 

del af dagligvareforsyningerne til kulområ-

derne skete ved omkørende vogne, men 

der var også købmænd, som etablerede sig 

i områderne, hvor der blev arbejdet med 

brunkullene. 

Det kan man også se på museets 

grund, hvor en lille butik, måske med 10 

kvm. salgsareal og lidt bagbutik. byder ind 

med varer og emballager, Richs der driks 

og Danmarks der dur samt cigaretmærker, 

flaskevarer og meget andet fra krigens tid 

Der blev jo gravet brunkul mange 

steder i trekantsområdet, men Søbyområ-

det var langt det største felt. Allerede un-

der l. verdenskrig blev der produceret 

brunkul i Danmark, da kulforsyningerne, 

fra bl.a. England, blev afskåret ved tysker-

nes blokader. 

Havde man en skovl og en spids 

greb, kunne man gå i gang, ofte i små  old.  

Først flyttede man sandet og kunne 

være heldig at finde de første kullag i få 

meters dybde men oftest langt længere 

nede.  

Så dukkede overkullaget op, og der 

næst, når man var igennem et lag af klæg, 

viser kullaget sig. Brunkullene er jo, som 

nævnt, dannet i en tid, hvor Danmark så 

noget anderledes ud. Kystlinjen lå længere 

inde i landet og trekantsområdet var, 

forenklet beskrevet, et stort delta og 

sumpområde med tilførsel fra Norge og 

Sverige. Vegetationen var grønt område af 

bl.a. subtropiske eksotiske træsorter, 

undertiden i 50 meters højde ned til ingen 

ting, og lagenes tyngde har så presset 

tørvelagene til brunkul. 

I 40’erne kom der hurtig gang i 

mekaniseringen.  

Entreprenørfirmaer strømmede til, 

slog sig op, andre gik ned, og også 

forretningsfolk fra andre brancher, med 

penge på bogen, forsøgte sig. Man 

mekaniserede og gjorde det hele mindre 

fysisk, men kullene blev længe trans-

porteret på hestevogne eller tipvogne til 

stationer i området, hvorfra de kunne 

viderefragtes med tog, ikke mindst fra 

Brande og med udskibning bl.a. fra 

havnen i Kolding. 

Grundvandet var et stort problem, 

men det blev løst med store pumpeanlæg i 

døgndrift og rørlagt. 

De høje bunker af sand og jord var 

også et problem, og der var hvert minut 

risiko for skred og sammenstyrtninger. 

Adskillige liv gik tabt, ligesom der også 

lurede livsfare ved de søområder, der 

opstod hvor kullene var hentet op. Her 

kunne der nemlig opstå kviksand. 

I dag ville brunkullene ikke kunne 

dække behovet for energi i større omfang, 

HEROLDEN 

Billedet illustrerer, i miniformat, 

hvordan en arbejdsplads i brunkulslejet