Hvem er vi?

Arrangement 2007

Arrangement 2009

Arrangement 2010

Arrangement 2012

Arrangement 2014

Kontakt

Århus Stadsgilde

Lederarrangement 2012

En aften med tværkorpslig projektkoordinator Signe og naturvejleder Morten DD

Torsdag d. 8. november havde 37 spejderledere og 17 Gildebrødre fundet vej til Diakonhøjskolen, hvor levende lys viste vej til hovedindgangen, og inde i varmen havde spejderudvalget forberedt en spændende aften.

Aftenen blev indledt med en velkomst af Marianne Eskildsen, hvorefter vi sang ”Der er så meget, der kan trykke…”, tekst og musik til hele aftenen var lånt fra LGT 2011 DVD’en.

Så gik Signe Trier Simonsen i gang med at præsentere sit arbejde som tværkorpslig projektkoordinator for FDF og spejderne:

 

Tværkorpslig-hvad-for-noget?

Projektet er det første af sin slags i Danmark, og går på tværs af FDF, DDS, De grønne pigespejdere, KFUM-spejderne og Danske Baptisters Spejderkorps. Projektet udspringer af Den Mobile Spejderhytte, Århus Ungdommens Fællesråd og Aarhus Kommune.

Signe’s job siden november 2011

  • Mere synlighed: PR og presse, fortælle mere om spejderarbejdet.

  • Politisk opråb: Vi skal prioriteres højere af kommunen.

  • Netværk blandt grupper og kredse: Lette dagligdagen for ledere, flere hænder + hjerner = giver flere muligheder og se fællesnævnerne i stedet for forskellene.

 

Hvad er FDF og spejdernes udfordringer anno 2012?

Udefrakommende udfordringer:

  • Stereotype fordomme: Bål, telt, bøn og korte bukser

  • Teknologiens indtræden: Spejdere og FDF forbindes ikke med nutiden

  • Mange andre fritidstilbud og skal der være plads til alle?

Interne udfordringer:

  • Manglende synlighed: vi er ude i skoven, hvor ingen ser os!

  • Ikke klare ambassadører: vi har ikke et superligahold, deltagere til OL el. lign.

  • Interne fordomme imellem korpsene

  • Hvad kan vi? - Hvor adskiller vi os? - Hvad kan vi i dag, som ingen andre kan?

 

Løsningen ??

Hvad er det, vi kan anno 2012?

Friluftsliv og leg kan vi, og vi har et trygt rum til udfoldelse.

Vi uddanner fremtidens ledere, der kan samarbejde på mange måder.

Vi skal stadig lave snobrød. Brug klicheen klogt – det er ikke ”bare snobrød”.
(På Spejdernes Lejr lavede 800 spejdere i fællesskab et 50 m langt snobrød. Det krævede stort samarbejde.)

Vi skal bevare troværdigheden.

Ikke kun fokus på flere medlemmer, men også på rigtig kendskab til spejderarbejdet.

FDF og spejderkorpsene skal ikke slås sammen, men stå sammen udadtil (f.eks. om politisk årsrapport), og vi skal arbejde sammen. Sammen kan vi mere. De helt store ”plask” giver mere opmærksomhed.

 

De gode eksempler

  1. FDF og spejderne indtager Tivoli Friheden

    Vi er ude af skoven.

    Vi viser alt, hvad vi er – begge poler (bygning af svævebane og leg/fjolleri)

    Vi inkluderer offentligheden – men gemmer noget særligt til os selv

  2. Bygningen af Mini Aros

    Vi bruger fordommen, men giver den et tvist (rafter kan anvendes til nye ting)

    Vi skaber stor opmærksomhed både politisk, folkeligt og internt.

    Vi arbejder sammen.

 

Efter en tak til Signe, var det tid til pause i den tilstødende spisesal, hvor der var stillet sandwich og drikkevarer frem. Snakken gik godt ved bordene, bl.a. fordi der var blevet udleveret et evalueringsskema, som skulle afleveres ved udgangen, og en tipskupon med gildespørgsmål, som skulle afleveres efter pausen.

 

Tilbage i salen sang vi ”Jeg drømte om atten svaner i nat…”.

Efter en kort præsentation af næste foredragsholder fik naturvejleder Morten D. D. Hansen selv ordet. Morten DD er ikke den, der står stille, og utallige gange var han nede på gulvet for at demonstrere en situation, så det er ikke uden grund, at hans kolleger rundt i landet kalder hans arbejdsplads for Naturhysterisk Museum pga hans iver.
Folk, som har set ham på DR1, siger ”Gud, opfører du dig også sådan i virkeligheden?”

Det er også specielt at se optagelser med ham, hvor han splitter en frisk kokasse med fingrene i sin iver for at finde sjældne biller m.m. - bl.a. Trehornet skarnbassehannen, som triller en stor gødningsklump og bærer den mellem hornene hen til hunnen i bunden af et 60 cm dybt hul (var der nogen som sagde skaffedyr?). I nærheden er altid dens eneste fjende, mariehøneedderkoppen, som er den eneste der kan bide igennem skarnbassens panser. Mariehøneedder-koppens bid er kraftigere end biddet fra den danske fugleedderkop, som findes på de sydlige skråninger af Himmelbjerget (Her gik vi og troede, at korsedderkoppen var noget af det største).

Som Morten sagde: børn og unge elsker alt med dyr. Man skal bare få øje på dyrene i naturen, så er interessen vakt. Han gik heller ikke af vejen for at præsentere den hesteinteresserede prinsesse Benedikte for en spand hestepærer, som han efterfølgende fyldte med vand bare for at vise, hvor mange dyr der kom til overfladen.

Vi andre skal også aktiveres på den rigtige måde: Inviter til naturvandring, hvor man skal se på vilde blomster, træer og svampe, og der kommer 8 personer. Inviter på den samme tur, men hvor temaet er snapseurter og spiselige svampe, og der kommer 200!!

”Den måde de fleste går i naturen på, svarer til at tage til Paris, og ved hjemkomsten fortælle, at man så en masse biler og huse. Naturen skal opleves tæt på”.

Forslag/idéer fra Morten:

  • Den spiselige Orangemyre findes også her i landet, den er sort, men når den nulres, dufter den af appelsin. Den kan også spises!

  • Studer fugle. I april kan man se fiskeørne, og i maj gælder det hvepsevåger. Fulde Silkehaler og Vindrosler ses også jævnligt her i landet, når de har spist gærede bær. Drenge på 13-14 år, der får lidenskab for fulgle, slipper den aldrig igen.

  • Gå en tur ved Egå Engsø – et fantastisk sted at se på fugle, der er kommet dertil fra andre søer.

  • Ryst juletræet, når det kommer ind, og se hvor mange dyr og insekter der drysser ned, eller tag en god stor klump blade i skovbunden og spred den ud på et bord. I vil blive overrasket, hvor meget liv der er.

  • Vandhul vækker altid stor begejstring hos børn og unge.

  • Grusgrave kan være fantastiske steder for dyreliv.

  • Gå ud med kamera og tag naturbilleder.

Naturen er et mirakel – et skaberværk, men vi mennesker påvirker naturen. Det er derfor vores pligt at passe på den. Prioriteter dét, der er svært at genskabe. Brændenælder kommer igen; det gør sjældne dyr ikke.

Morten DD kunne blive ved hele natten, men omkring kl. 22:00 blev vi enige om at stoppe.

 

PC’en blev slukket og efter en tak til Morten, gennemgik Pia Stokholm Tipskuponen, så alle fik de rigtige svar på gildespørgsmålene. Vinder af gavekortene til Spejdersport, blev Pia Kærvang (100 kr.), og Marianne Yde (200 kr.) begge fra De grønne Pigespejdere.

 

Som punktum for aftenen sang vi ”Nu er jord og himmel stille…”

En dejlig inspirerende aften med Signe og Morten.